DET VAR EN SURREALISTISK FØLELSE

ZONE 43 REDAKTIONEN

Michael var 19 år gammel, da hans daværende kæreste blev gravid, og 20 år da hans datter blev født. Begge var de under uddannelse og færdige lige omkring ”deadline”, hvor moren skulle føde. En stresset tid for dem begge med eksamensopgaver, arbejde og alle de komplikationer, der kan følge med en graviditet.

Hvordan fik du at vide at du skulle være far? - Moren fortalte mig nyheden en morgen, imens hun kom hoppende ind i sengen. Det var jo en glædelig nyhed, som var planlagt. Det var en surrealistisk følelse, som er svær at beskrive. Glæde, usikkerhed..

Så gik fødslen i gang – og det var ikke uden komplikationer. Michael fortæller, at det hele resulterede i akut kejsersnit – en dramatisk oplevelse for dem begge.

- Selve graviditeten var hård, hvis ikke hårdest. Moren forvandlede sig jo til et menneske, jeg ikke før havde mødt. Det startede en aften, da moren var gået i seng. Jeg sad i stuen. Hun begynder at brokke sig over smerter i maven. Det tænker jeg ærligt talt ikke forfærdelig meget over, da de seneste 5-6 måneder ikke har indeholdt meget andet end netop brok og beklagen. 

Michael fortæller at smerterne bare blev ved, og til sidst ringede han til hospitalet. De kunne ikke finde ud af om morens smerter var normale eller om der var noget galt og fik til sidst lov til at tage på skadestuen. Det endte med at moren blev indlagt en uge før fødslen, og to uger efter fødslen med barnet.

Læs også: Fantastisk at få sin datter hjem