GLOSTRUP FESTIVAL

Stor succes for Glostrup Festival

Folkebladet : Skrevet af Jesper Ernst Henriksen - 31. august 2016, 11:03:27

Lørdag og søndag var der Glostrup Festival for at fejre byens 825-års jubilæum. Især lørdag var der virkelig gang i festen med masser af glade mennesker og godt vejr

 
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og på scenen kunne man se og høre musik fra Citybois, Søs Fenger, Sko/Torp, Anne Dorthe Michelsen og L.I.G.A. Og så var kronprinsessen forbi for at sige tillykke med dagen. Glostrup Festival og fejringen af Glostrups 825-års jubilæum peakede lørdag. – Det har jo været en helt fantastisk weekend, alt klappede på dagen og folk var glade. De frivillige gjorde virkelig en stor indsats. Lørdagen var det helt store, søndag blev lidt mere rolig, siger Gitte Krogsgaard, der var den ansvarlige for festivalen i Glostrup Kommune.
 
Mens lørdag eftermiddag stod på populær musik primært målrettet børnefamilier, så var lørdag aften arrangeret af Glostrup Ungdomsråd, hvor der var en stor ungdomsfest med musik fra blandt andet Forest on Fire og Gilli.
– Lørdag gik 13.000 igennem porten, og da der var flest, var der næsten 10.000 mennesker på pladsen, siger Gitte Krogsgaard. Søndag var en roligere dag, hvor Glostrup Gospel og Bjørn Tidmann underholdte. Der var der omkring 1.000 mennesker på pladsen.
– 14.000 mennesker i alt i løbet af weekenden var mere, end vi havde forventet, så det er absolut godkendt,
siger Gitte Krogsgaard.