FESTIVAL 2019

UNGDOMSFEST FOR ALLE ALDRE

Artiklen er taget fra Folkebladet

Fredag aften strømmede unge mennesker i alle aldre til Glostrup Festival. Nogle blev skuffede over at hovednavnet Mellemfingamuzik havde aflyst, men de fleste havde en god fest alligevel.

Fredag aften stod i ungdommens tegn på Glostrup Festival. Her havde Glostrup Ungdomsråd i samarbejde med Ungdomsskolen fået lov til at styre løjerne. Det var der kommet et tætpakket program med unge kunstnere ud af.

Den første kunstner, der for alvor fyldte pladsen var Bro, der blandt andet er kendt for hittet Sydpå, der blev den mest streamede sang i Danmark i 2018.

Bro fik de unge, festglade mennesker til at stimle sammen foran scenen, hvor de havde en fest.

På pladsen var det teenagere og unge i starten af 20’erne, der fyldte mest, men der var også forældre med mindre børn og ældre.

Ærgerlig aflysning

To af dem, der var mere unge af sind, end deres dåbsattest viser, var vennerne Jesper Barslev på 41 og Jesper Persson på 50. Der var en del musik på fredagens program, som talte til dem.

– Jeg glæder mig til Califano. Det er en god DJ, jeg følger. Jeg havde også glædet mig til MellemFingaMuzik, så det er lidt ærgerligt, de har aflyst, siger Jesper Barslev.

Kort før festivalen måtte Glostrup Ungdomsråd desværre meddele, at MellemFingaMuzik, der var fredagens hovednavn, havde aflyst af personlige årsager. De blev erstattet af Benny Jamz.

– Jeg havde ikke så meget andet at lave i dag, og jeg ville faktisk gerne høre MellemFingaMuzik, så det er ærgerligt, at de har aflyst. Men jeg står bare og hygger mig med nogle venner i stedet, siger Jesper Persson.

En af de unge, der var på festival, var Siff Jørgensen på 14.

– Det går rigtig fint. Jeg var mest kommet for at høre MellemFingaMuzik. Vi fandt først ud af, at de havde aflyst, da vi kom, så det er rigtig nederen. Koncerten med Bro var meget god. Nu skal jeg bare hygge mig og høre nogle af de andre musikere, sagde hun.

Rolig aften

Omkring 4.000 mennesker gik gennem porten fredag aften. De blev alle sammen grundigt kropsvisiteret, så alkohol eller våben og andre ulovlige genstande ikke kom med ind på pladsen. Ude foran stod en lille gruppe, der var blevet afvist, fordi man frygtede, de ville lave ballade.

Dagen efter ungdomsfesten var der rygter om, at denne gruppe havde været involveret i en slåskamp i forbindelse med Glostrup Festival. Det er dog et falsk rygte, fortæller Lars Jonasson, kriminalpræventiv koordinator i Glostrup Kommune.

– Der var en gruppe, der forsøgte at arrangere en slåskamp, men med en solid indsats fra Glostrup Kommunes SSP-hold og Varmeværket og de tilsvarende fra Albertslund Kommune lykkedes det at få afværget det, så aftenen forløb stille og roligt, siger han.