MISBRUG

1. HVORDAN STOPPER JEG MED AT RYGE HASH?

Spørgsmålet er stillet fra en række unge til pædagog, Ulla Wermus.

Ulla Wermus har arbejdet med unge "på kanten" gennem de sidste 25 år. Ulla er uddannet pædagog og har været leder af ungdomsklubber, ungehuse, døgninstitutioner og produktionsskoler. Ulla har tidligere også været leder af klubben i Ungdomscenteret i Glostrup samt rådgiver på problemknuz i samarbejde med Glostrup ungdomsråd - og har derfor indgående kendskab til ungdomslivet i Glostrup.

SVAR PÅ SPØRGSMÅLET

Vi har alle truffet dårlige valg som vi har ønsket at ændre. Så jeg vil starte med at sige at du ikke er den eneste der ønsker at ændre på en dårlig beslutning. Jeg tror bestemt at det også vil lykkes dig.

Der vil være mange muligheder for hjælp i dit nærmiljø. I Glostrup, er Varmeværket specialisterne der bl.a. har til opgave at hjælpe unge der ønsker at holde op med at ryge. Der er også mange andre du kan bede om at hjælpe dig. Dine forældre, en lærer, en pædagog i skolen, en studievejleder eller medarbejderne i kommunens ungdomsklubber, din læge, dine venner, en voksen i den sportsforening hvor du kommer. Du kan altid spørge om, hvad de ved om det at stoppe med at ryge hash - og mon ikke der er en som gerne vil hjælpe dig med at klarer dit mål, med at stoppe med at ryge hash.

Min erfaring som pædagog gennem 30 år, fortæller at der er mange metoder eller måder til at holde op med at ryge hash. Fælles er et ønske om at noget bliver anderledes. At ”begynde” på noget nyt. For nogen tager det lang tid for andre kort tid at gennemføre en forandring. Nogen er individualister der hjælper sig selv, andre har af forskellige årsager brug for, at andre mennesker hjælper dem.

Jeg har mødt unge der bare er stoppet fra den ene dag til den anden - fordi de ville. Et valg, som så mange andre vi træffer, fx at beslutte at flytte hjemmefra eller at begynde til sport. Nu vil jeg noget nyt. Jeg har mødt unge der besluttede sig for at de kun ville ryge en gang om året. Fordi de syntes det har været det rigtige for dem, at kunne sige jeg ryger ikke, men jeg gør det engang om året, fordi det er sjovt eller mere behageligt for dem end alkohol.

Jeg har mødt unge der indførte et belønningssystem til dem selv. Det kan være små ting i dagligdagen eller større ting efter en periode. Et fritidsjob er en god støtte, det giver nye venner, oplevelser og lidt økonomi.

Jeg har mødt unge der har haft brug for hjælp fra andre for at holde op eller begynde noget nyt. Hjælp kan være mange ting. Det kan være en simpel ting som at markerer hver dag, hvor man ikke ryger for at holde fast i sin beslutning - og hele tiden minde sig selv om, at man fortsat har det samme ønske. Nogen vil opleve det som en sejr at se antallet af markeringer for hvor mange dage de har fulgt deres ønske om noget nyt.

Nogen har brug for at ændre deres vaner, fordi de skal finde på noget at bruge den tid til, som før blev brugt på venner og rygning. Det er individuelt hvad der giver den enkelte en følelse af at have fundet nyt der giver mening, at bruge sin tid på. Nogen vil dyrke sport andre fordybe sig i læring, arbejde eller oplevelser.

Det er vigtigt at du holder fast i at det er dig der har fået en god ide og at andre er hjælpere for at du kan lykkes med dine ønsker. Det er fordi du får brug for at opbygge dig selv til det du ønsker at være og blive.

Du er modig fordi du søger hjælp. Får du den rigtige hjælp, der bygger dit selvværd og din selvtillid op vil du have et fundament, der kan hjælpe dig resten af livet til at træffe gode valg og tage rigtige beslutninger.

Til sidst vil jeg sige til alle unge der er ude i eller på vej ud i et stort hashforbrug, at det gælder jeres fremtid og mulighed for at få et godt liv. Jeg har mødt mange unge hashmisbrugere, som til at begynde med, havde et stort potentiale - de kunne blive til hvad som helst. I stedet for dykkede de ned i hashtågernes sump - og har måske mistet deres potensiale for resten af livet. Vær modig - og tag i mod hjælp

Klik ind på nedenstående links - der er helt sikkert noget at hente :-)

Venlig hilsen

Ulla Kindt Wermus

2. Håber i kan hjælpe mig med at stoppe med at ryge hash

Hej

Jeg er en dreng på 17 år. Jeg ryger rigtig meget hash cirka 2 joints om dagen. Jeg arbejder sort et sted så jeg har skam pengene til det. Men der rigtig mange der siger det ikke er skide smart. Samtidig ryger jeg også cigaretter og drikker også tit. Håber virkelig i kan hjælpe mig med at stoppe med det her (kort sagt lort) ..
 
Hilsen Bydrengen

--------------------------------------------------------------------------------

Kære Bydreng

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med at stoppe, det er noget du skal gøre af dig selv, fordi du VIL. Men jeg kan give dig nogle skræmmende oplysninger om hvad dit hashforbrug kan medfører, hvis du fortsætter, og jeg kan fortælle dig hvad du bør være opmærksom på inden du stopper og når du ER stoppet.

Hash er blevet et populært rusmiddel blandt unge, især fordi det er billigt og nemt at få fat i. Men man skal ikke lade sig narre. Undersøgelser fra Sverige og Belgien har vist at der er sammenhæng mellem skizofreni, depression, psykoser og hashrygning. Derudover kan hash give symptomer som sløvhed, hukommelsessvigt, angst og hallucinationer. Jo oftere og jo større dosis du indtager af stoffet, jo større risiko har du for at få en af ovenstående sygdomme eller symptomer.

Jeg vil foreslå dig at holde op med at ryge hash. Dit forbrug af cigaretter og alkohol er også skadeligt for dig, men i første omgang bør du måske holde dig til et projekt ad gangen.

Du kan få rådgivning til at holde op hvis du kontakter rusnavigatørene på www. Rusnavigatoererne.dk. Inden du stopper, bør du gøre dig selv den tjeneste at spørge hvorfor du vil stoppe og for hvem. Dine venner siger det ikke er skide smart, men du skal også forstå at det er rigtig dumt det du gør mod dig selv, og gøre dig selv den bjørnetjeneste at droppe hash!

Når beslutningen er taget, og du er i gang med at holde op, så vær opmærksom på hvad du laver og om du får lyst til at ryge. Hvis du plejer at ryge hash sammen med nogle specielle mennesker eller på bestemte tidspunkter af dagen, foreslår jeg at du finder nogle andre mennesker at være sammen med, i hvert fald indtil du er stærk nok til at kunne sige NEJ, og på de tidspunkter hvor du plejer at ryge, finder du noget konstruktivt at beskæftige dig med så du kan tænke på noget andet. Begynd at løbe ture eller start til en sport.

Du ønskes held og lykke med projektet.

Luise Emilie Andersen, Medlem af ungdomsrådet.

3. Jeg er blevet afhængig af pot - hvad jeg skal gøre for at stoppe og få det bedre?

Hej brevkasse

Jeg er en dreng på 14 år. Jeg har haft mange problemer i mit liv. Mine forældre skændes osv. jeg begyndte at ryge pot sammen med en af mine venner. Nu er jeg blevet afhængig og ryger ca. 2 gange om dagen, for det hjælper mig meget.

Har du et forslag til, hvad jeg skal gøre for at stoppe og få det bedre.

Hilsen S.
--------------------------------------------------------------------------------

Kære S.

Du lyder til at være en klog og følsom dreng. Du skriver, at dine forældre skændes, og at du ryger pot sammen med dine venner hver dag, fordi det hjælper dig med at få det bedre.

Det er svært, at holde det ud, hvis ens forældre skændes meget. Man kan blive bange for, at de måske ikke elsker hinanden mere, og skal skilles. Man kan også føle, at man er skyld i, at de skændes. Nogle gange bliver det hele også bare for meget, og så forsøger man, at flygte fra det.

Når man ryger pot, glemmer man måske alle problemerne derhjemme for et stykke tid, men potten fjerner ikke problemerne, for når rusen forsvinder, er problemerne der stadig.

Du skriver, at du gerne vil have hjælp til at stoppe og få det bedre, og det synes jeg er rigtig flot og modigt.

Det er vigtigt at du betror dig til en voksen, som du har tillid til. Det kunne for eksempel være din klasselærer eller en pædagog i ungdomsklubben.

Hvis du kunne betro dig til dine forældre, ville det være godt, men det ved jeg godt kan være svært.

Derfor vil jeg råde dig til, at tale med din skolesundhedsplejerske. Hun ved hvilke muligheder der er, der hvor du bor, så du får den rigtige hjælp og støtte.

Hun vil også kunne tale med dig, om de problemer du oplever derhjemme. Og måske ville hun sammen med dig kunne tale med dine forældre om, hvordan de kan støtte dig i at komme ud af dit misbrug.

Hvis du har brug for at tale mere om det, er du altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen, som har telefon nummer 35 55 55 55, eller U-turn er Københavns Kommunes tilbud til unge, der ryger hash eller tager stoffer. De tilbyder åben anonym rådgivning og længerevarende forløb, hvor unge kan få hjælp til at gøre noget ved deres forbrug af hash og andre rusmidler. På deres hjemmeside http://www.uturn.dk/ kan du læse mere og bl.a. se en liste over steder du kan få hjælp efter hvor i landet du bor.

Hilsen

Stefan Jensen