SORG

1. Hvordan kan jeg hjælpe min kæreste, som lige har mistet sin far?

Hej

Jeg er en fyr på 19 år, jeg bor sammen med min kæreste og har gjort det i et års tid. For nylig mistede min kæreste sin far efter et kort sygdomsforløb. Min kæreste har det rigtigt hårdt og jeg er ikke hel sikker på at jeg kan sætte mig ind i hendes situation, det at have mistede sin far. Derfor syntes det er rigtigt svært at vide hvad hun har brug for. Jeg vil rigtig gerne hjælpe hende igennem denne svære tid, men ved ikke hvordan jeg gør det bedst. Vi snakker selvfølgelig en del om det der er sket, men jeg syntes det er svært, og ved ikke helt hvordan jeg skal gribe det an. Håber i kan hjælpe mig.

Hilsen fyren

--------------------------------------------------------------------------------

Hej fyren.

Tak for dit brev. Jeg blev helt varm om hjertet og rørt over at du har så stor opmærksomhed på din kæreste og hendes sorg og gerne vil hjælpe. Jeg kan ikke sætte mig ind i det at have en kæreste, der har mistet en forældre, jeg har selv mistet min far og kan derfor tage udgangspunkt hvordan jeg selv havde det.

Først og fremmest var/er det utrolig vigtigt at mærke, at min kæreste altid har tid til at snakke med mig, når jeg er ked af det, og at han ikke er bange for at gå ind i min sorg.

At han tør stille spørgsmål til, hvordan jeg har det, og hvad jeg tænker på, når jeg er ked af det. For den der har mistet, er det enormt vigtigt at få lov til at tale en masse om tabet og sorgen, og det værste er, når folk i éns omgangskreds ikke tør tale med én.

Jeg kan forstå på dit brev, at I allerede taler om din kærestes tab, og det er rigtig godt at høre. Som pårørende (ven, kæreste osv.) er det vigtigt at huske på, at man ikke kan gøre noget forkert ved at tale med den, der har mistet. Tingene bliver ikke værre af, at man taler om dem, og den der har mistet bliver ikke mere ked af det, end vedkommende allerede er. Det kan godt være din kæreste begynder at græde, når du taler med hende om hendes far, men det betyder ikke, at sorgen bliver større. Tværtimod tror jeg, det på sigt vil hjælpe hende rigtig meget. Det er min egen erfaring.

Helt konkret kan jeg fortælle dig, at min kæreste og jeg lavede en aftale om, at han skulle spørge mig - når han kunne se, at jeg var ked af det - om jeg havde lyst til at tale om det, og så kunne jeg selv sige til og fra. For mig var det meget vigtigt, at han tog initiativet til at spørge mig, om jeg havde lyst til at snakke med ham. Jeg havde ikke selv overskud til at komme til ham, når jeg var ked af det, men det var også meget vigtigt, at få lov til at sige fra, hvis jeg ikke orkede at tale om det, men bare havde behov for at han vidste, at jeg var ked af det, og han skulle være lidt ekstra god ved mig eller give mig et kæmpe knus.

Til sidst vil jeg sige til dig, at det også er meget vigtigt, at du er opmærksom på dine egne behov. Hvis du skal kunne være en god støtte for din kæreste, er det vigtigt, at du selv har et sted, hvor du kan læsse af, hvis det hele bliver for meget. At være kæreste til én der har mistet, kan til tider være et utaknemmeligt job, og så er det vigtigt, at du selv har nogen at støtte dig til.

Håber du kan brug mit råd.

Hilsen Tine

2. Jeg har mistet en af mine bedste veninder - hvordan kommer jeg videre?

Hej.
Jeg mistede en af mine bedste veninder for to måneder siden. Hun var 16 år gammel. Jeg har kendt hende igennem mange år. Hun døde meget uventet af et hjertestop. Ingen vidste, hun havde en sygdom.

Jeg savner hende så meget og kan slet ikke forestille mig mit liv uden hende. Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal komme videre? Selvfølgelig prøver min familie og venner at gøre alt for at hjælpe - men jeg føler bare ikke, der sker noget indeni mig. Det er som om, alt står stille. Jeg kan ikke komme videre. Ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre.

Hilsen Mig

--------------------------------------------------------------------------------

Hej Mig
Det gør mig ondt at høre, du har mistet din veninde i så ung en alder. Jeg syntes du skal tage kontakt med din læge, som måske kan henvise dig til en psykolog, så du kan få hjælp til at komme videre.  Du kan også tage kontakt til www.girltalk.dk. Det er et site, hvor du har mulighed for at tale om forskellige problemstillinger.

Jeg håber, du finder hjælp til at komme videre.

Kærlig hilsen Tine

3. En fra min klasse har lige mistet sin mor - hvad skal man gøre/sige?

Hej

I min klasse er der lige en der har mistet sin mor!
Hvordan kommer man i gang med at tale med personen om det?
Hvad vil man sige så personen ikke bliver ked af det?

Hilsen klassekammeraten

--------------------------------------------------------------------------------

Hej klassekammerat

Tak for dit brev.
Det er altid så rart at opleve, når klassekammerater, venner og bekendte gør en indsats for at finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe. Der er ingen skudsikre regler for, hvordan man bedst taler med en person, der er ked af det, men jeg kan give dig nogle tips:

En måde at komme igang med at snakke om, at en person har mistet sin mor er, simpelthen ved at spørge:Har du lyst til at fortælle mig lidt om din mor? Eller du kan sige: Jeg er ked af, at din mor er død. Så kan du se, hvordan din klassekammerat reagerer og spørge lidt mere ind til dét, han eller hun fortæller.

Når man er ked af det, er det ikke så afgørende, hvordan folk spørger, det vigtige er, at man oplever, at folk godt gider at høre på én. Når man har mistet, er man tit bange for, at andre mennesker ikke har lyst til at høre på, at man er ked af det, og derfor er det tit bedre at sige et eller andet end slet ikke at sige noget.

Du spørger også, hvad du kan sige, så personen ikke bliver ked af det.
Her tror jeg, at det er vigtigt at være opmærksom på, at din klassekammerat ER ked af det i forvejen.

Jeg håber du kan bruge noget af det der står i mit svar.

Hilsen Tine